Bliv pilot

  • Hvordan kommer du igang?

  • Hvad kræver det?

  • Hvad er et UL-Fly?

  • Skoleflyvning

  • PPL-A Teoriforløb

  • Radioforløb (BEK/N-BEK)

  • FAQ

Hvordan kommer du igang?

  1. Et rigtig godt sted er at begynde med at læse denne side og kigge lidt rundt på vores hjemmeside. Her finder du en masser information om Klubben Albatros og Ultralet Flyvning.

  2. Når du har dannet dig et overblik, men sikker har fået endnu flere spørgsmål og flyvedrømme, vil vi anbefale at du ringer til vores ‘uddannelsesansvarlig instruktør’ Bjarne eller vores ‘undervisningsansvarlige’ Frederik. Du er også velkommen til at ringe til en af de andre fremgår af vores kontakt side.

  3. En god måde springe ud i det er blot ved at møde op på et klubmøde i vores klubhus på Kildedalsvej 4, 2760 Måløv. Vi har klubmøde den første onsdag i måneden, det annonceres her på hjemmesiden eller vores facebookside.

  4. Hvis du stadig er interesseret i at blive UL-pilot, anbefaler vi at tage en prøvetur. Enkelte opdager her, at flyvning ikke passer dem – f.eks. på grund af højdeskræk, flyvesyge eller andre årsager.

  5. Er du stadig klar, bør du tidligt få lavet en helbredsundersøgelse hos en flyvelæge, så du er sikker på, at helbredet er i orden, inden teori og praktisk flyvning påbegyndes.

  6. Vores PPL-teorikursus afholdes vinteren over med to kursusdage om ugen (tirsdag og torsdag). Praktisk flyvning kan godt starte før teori, men vi anbefaler at begrænse antallet af flyvetimer i begyndelsen og i stedet at intensivere flyvningen, efterhånden som teorien skrider frem, så du bedst kan koble teori og praksis.

  7. Udover teori og praktisk flyvning skal du senere bestå prøver hos Trafikstyrelsen, gennemføre en praktisk skilltest og have et radiocertifikat. Først når det er på plads, er du egentlig UL-pilot. Hele rejsen starter allerede i dag med de to første punkter i denne liste. Når du har klaret punkt 2, er du allerede længere end de fleste - så hvorfor ikke begynde nu? 😉

Hvad kræver det?

At blive UL-pilot

  • Undervisning i ni teoretisk fag med afsluttende prøve hos Trafikstyrelsen.

  • Praktisk skoleflyvning i klubfly, minimum 20 timer inkl. 5 solo

  • Radiocertifikat

  • Helbredsgodkendelse fra flyvelæge - Medical

  • Du er fyldt 17 år ved din første praktiske solo tur.

Økonomisk at blive UL-pilot (cirka priser 2025)

Uddannelsen til ultraletpilot koster 35.000 – 60.000 kr heraf:

  • Helbredsgodkendelse (Medical): 1.500 - 2.000 kr

  • Teoriundervisningen, til Albatros: 2.500 kr

  • Undervisningsmaterialer: 2.500 kr

  • Praktisk skoleflyvning alt inkl. 850 kr pr. time

  • Teoriprøvegebyr til Trafikstyrelsen pr. fag (9 stk): 750 kr

  • Radiocertifikat alt inkl.: 3.000 kr

  • Diverse total (certifikat udstedelse, praktisk prøve, etc): 1.000 kr

At være UL-pilot

  • Du medlem af en godkendt forening (eks. Albatros)

  • Inden for 24 måneder have bestået periodisk flyvetræning (PFT) med en Instruktør.

  • Inden for 12 måneder have mindst 5 timer flyvetid og 10 starter/landinger eller bestået periodisk flyvetræning (PFT)

  • Gyldig helbredsgodkendelse (medical) fra en flyvelæge som skal fornys hver 2. år (over 40 år) eller 5. år (under 40 år)

At have sit eget fly

  • Ansvarsforsikring for tredjepart

  • Flyvetilladelse som skal fornys hver 2. år eller efter 200 timers flyvning, hvad der indtræder først.

  • Helst en hangarplads i en lufthavn (eks. Roskilde), ved en flyveplads (eks. tidl. Måløv) eller ved en privat bane.

Hvad er et UL-fly?

UL-fly dækker i dag et bredt spektrum, fra trikes og åbne rorstyrede fly af aluminium og kunststof til moderne glas- og kulfiberfly med cruise-hastigheder over 150 knob (280 km/t).
Sporten giver mulighed for at komme i luften til en overkommelig pris.

Tidligere blev de fleste UL-fly drevet af 2-takts motorer på 40–65 HK, men næsten alle nye UL-fly bruger 4-takts boxer-motorer på 60–100 HK.

Maksimal startvægt er:

  • 300 kg for 1-sædet

  • 450 kg for 2-sædet

Maksimal operationel tomvægt for et flyveklart 2-sædet fly uden brændstof og piloter er 275 kg. Minimum styrbar flyvefart er 65 km/t eller lavere.

Flere fly leveres i dag med faldskærm, der kan bringe hele flyet sikkert ned ved nødsituationer. Arbejdet pågår med at hæve MTOW (Maksimum Take Off Wright) til 600 kg.

UL-fly findes i to klasser:

  • Klasse A: Vægtskiftestyrede fly, også kaldet TRIKES eller motoriserede dragefly. Styres via en styrebøjle, der forskyder opdriftspunktet under vingen. Der var i 2025 ca. 7 klasse A fly i Danmark

  • Klasse B: Rorstyrede fly, styres med pind og pedaler som almindelige sportsfly. Der var i 2025 ca. 230 klasse B fly i Danmark

Flyveklubben Albatros tilbyder som udgangspunkt uddannelse til klasse B - Rorstyrede.
Vores instruktør Thomas Wittrock er instruktør på klasse A - Trikes.

Trike - Type A

Klasse A - Vægtskiftstyreleret fly

Klasse B - Rorstyrede fly (Et af vores Skolefly)

Som medlem får du adgang til vores online bookingsystem, hvor du kan reservere flyene til dine lektioner – så længe det går op med førnævnte puslespil omkring instruktørens tid og vejret.

For at påbegynde skoleflyvningen skal du være aktivt medlem. Hvis du er i tvivl, om flyvning er noget for dig, anbefaler vi altid en prøvetur med en af vores instruktører, da det er den absolut bedste måde at mærke suset på, før du beslutter dig for at gennemføre hele uddannelsen. Du er altid velkommen til at kigge forbi klubhuset på Kildedalsvej 4 til en uforpligtende snak om, hvordan du bedst kommer i gang med din nye hobby.

Skoleflyvning

Her får teorien fra vintermånederne for alvor luft under vingerne. Skoleflyvningen er kernen i din uddannelse, og her lærer du at mestre maskinen under kyndig vejledning fra vores erfarne instruktører. Da alle instruktører er frivillige ildsjæle, er planlægningen lidt af et puslespil, der skal gå op; det kræver, at det passer med både din tid, instruktørens kalender og ikke mindst vejret, før vi kan gå i luften.

Vi råder over to moderne og teknisk ensartede skolefly af typen Aeroprakt A22-L2 med registreringerne OY-9597 og OY-9598. Flyene er kendt for deres fantastiske udsyn og stabile flyveegenskaber, hvilket gør dem særdeles velegnede til skolebrug. Du kan læse meget mere om flyenes specifikationer og udstyr under siden "Klubben", hvor vi går i dybden med vores materiel.

Den praktiske skoling foregår fra Roskilde Lufthavn (EKRK), hvilket giver dig optimale rammer for at lære at operere i et professionelt flyvemiljø. Selvom lovkravet er minimum 20 flyvetimer, lægger vi stor vægt på, at du bliver en sikker og kompetent pilot, fremfor blot at fokusere på et bestemt timetal. Vi skoler derfor, indtil både du og din instruktør er helt trygge ved dine evner bag roret.

PPL-A Teoriforløb

Vi tilbyder et omfattende teoriforløb, der klæder dig på til at bestå Trafikstyrelsens ni prøver – en forudsætning for at opnå dit PPL-A eller UL-certifikat.

Et stærkt fællesskab og frivillig passion

Albatros er ikke en kommerciel flyveskole, men en klub drevet af frivilligt engagement. Vores instruktører underviser drevet af ren passion og glæden ved at dele deres store erfaring med nye piloter. Da undervisningen tilbydes klubbens medlemmer, er det en forudsætning, at du er medlem af Flyveklubben Albatros (et passivt medlemskab er tilstrækkeligt).

Undervisningsforløbet

Undervisningen starter hvert år i vintermånederne, hvor vi mødes to gange ugentligt – hver tirsdag og torsdag fra kl. 19.00 til 22.00. Forløbet finder sted i Tapeten i Ballerup (Magleparken 5), hvor vi i et uformelt men dedikeret miljø gennemgår de ni obligatoriske fag.

Vores instruktører er erfarne piloter, der underviser på frivillig basis drevet af ren passion for flyvning. Da vi har meget stof, der skal dækkes, bruger vi aftenerne i klubben på at dykke ned i de komplekse emner og besvare spørgsmål, mens du sideløbende læser teorien hjemme.

Pris og tilmelding

For at deltage i teoriforløbet skal du være medlem af Flyveklubben Albatros. Et passivt medlemskab tilstrækkeligt for at kunne modtage undervisning. Kursusgebyr: 2.500 kr.

Du tilmelder dig ved at skrive til vores undervisningsansvarlige, Frederik. På mail: dto@ekml.dk eller telefon 31 40 34 11.

Her er en gennemgang af de ni fag, som udgør teoriforløbet til PPL-A hos Albatros:

  • Navigation: Her lærer du at finde vej i luften ved hjælp af kort, kurser og beregninger af tid og brændstofforbrug.

  • Luftfartsret: Dette fag dækker de love og regler, der gælder i luftrummet, så flyvningen foregår lovligt og sikkert.

  • Flyveprincipper: Her får du forståelse for aerodynamik, og hvordan kræfter som opdrift og modstand gør det muligt for et fly at flyve.

  • Meteorologi: Du lærer at tolke vejrudsigter, forstå vejrsystemer og vurdere, hvornår vejret er sikkert til flyvning.

  • Menneskelig ydeevne: Dette fag handler om pilotens fysiske og psykiske begrænsninger, samt hvordan man træffer de rigtige beslutninger under pres.

  • Operationelle procedurer: Her gennemgås de praktiske regler og standarder for, hvordan man agerer i forskellige flyvesituationer og nødprocedurer.

  • Flyvepræstation og planlægning: Du lærer at beregne flyets vægt, balance og ydeevne (f.eks. start- og landingsdistancer) for at sikre en sikker tur.

  • Generelt luftfartøjskendskab: Dette fag giver dig indblik i flyets opbygning, motor, instrumenter og tekniske systemer.

  • Kommunikation: Her lærer du den korrekte fraseologi og radiodisciplin, som er nødvendig for at tale med flyvekontrollen.

Til Ultralet fly (UL), undervises der desuden i de to supplerende fag BL 9-6 (regler for UL) og UL-materialelære.

Radioforløb (BEK/N-BEK)

Har du gennemført PPL-teorien og mangler nu dit radiocertifikat? I Albatros afholder vi radiokurser (N-BEG og BEG), der bygger bro mellem teoribøgerne og den virkelige verden, så du bliver klar til både eksamen og de første soloflyvninger.

Da teorien er gennemgået på PPL-kurset, fokuserer vi her på den praktiske anvendelse af fraseologi og procedurer. En central del af undervisningen foregår via computeren derhjemme:

  • Tårnugler: Du træner radiodisciplin med vores "tårnugler" – erfarne piloter, der simulerer flyvekontrollen.

  • Realistiske scenarier: Du øver tilbagelæsning, shorthand og kommunikationsflow i trygge rammer.

  • Eksamensforberedelse: Vi pudser formen af sammen, så du er helt skarp til den praktiske prøve.

Priser og Certifikater

Vi tilbyder både dansk (N-BEG) og engelsk (BEG) radiocertifikat. Kurset er gratis for klubbens medlemmer.

For øvrige deltagere (kræver medlemskab af en flyveklub tilknyttet KDA):

  • N-BEG eller BEG: 1.500 kr.

  • Begge certifikater (samtidigt): 2.000 kr.

  • Opgradering (hvis du har N-BEG og ønsker BEG): 1.000 kr.

Bemærk: Gebyrer til Trafikstyrelsen for selve prøven og udstedelse af certifikat afregnes direkte med styrelsen.

FAQs

  • Prisen på en flyvetime dækker de faktiske omkostninger ved at holde flyet sikkert, lovligt og tilgængeligt til skole- og træningsflyvning. De største udgifter er:

    • Brændstof (~250 kr./time)
      Fly benytter specialbrændstof, og forbruget pr. time er væsentligt højere end for biler.

    • Nedskrivning og vedligehold af fly (~300 kr./time)
      Flyet slides ved hver flyvetime. Prisen dækker løbende vedligehold, eftersyn og den langsigtede nedskrivning af flyet.

    • Forsikring (årlig udgift)
      Skolefly har højere forsikringspræmier end privatfly, da de bruges intensivt og af elever.

    • Hangarleje i Roskilde
      Flyet skal stå sikkert og tørt, hvilket medfører faste udgifter til hangarplads.

    • Udgifter til instruktør
      Det skal ikke være en omkostning for vores frivillige instruktører at tage til Roskilde og flyve, så instruktørene får tilskud efter Statens satser.

  • Erfaring viser, at jo ældre man er, desto flere flyvetimer er der typisk behov for. Minimumskravet er 20 timer med instruktør og 5 timer solo, før man kan gå til praktisk prøve. I praksis bruger de fleste elever dog lidt flere timer. Som tommelfingerregel kan man regne med sin alder + 10 timer.

  • Efter den første teoriprøve hos Trafikstyrelsen har man op til 1,5 år til at bestå de resterende 8 prøver. Når den sidste teoriprøve er bestået, har man op til 2 år til at færdiggøre den praktiske uddannelse.
    Den samlede tid afhænger især af, hvor ofte du kan flyve, vejret og dit eget tempo i uddannelsen.

  • Ja. Vi går meget op i ordentlig vedligeholdelse og service af vores fly, som altid vedligeholdes efter gældende regler. Som klub forventer vi, at elever deltager, når der udføres service på flyene. Det giver en værdifuld indsigt i, hvordan fly og motor fungerer i praksis.
    Derudover foregår al skoleflyvning med erfarne instruktører og klare procedurer, hvor sikkerhed altid har højeste prioritet.

  • Flyvning er vejrafhængig, da vi flyver VFR (Visual Flight Rules). Det betyder, at flyvningen foregår efter visuelle forhold, hvor piloten skal kunne se og orientere sig i forhold til terræn og andre fly. Hvis vejret ikke opfylder kravene til sigt og skydække, gennemføres flyvningen ikke.

  • Ja, du er meget velkommen til at kigge forbi klubben, møde instruktører og elever og få en fornemmelse af miljøet, før du beslutter dig.
    Vi holder klubaften den første onsdag i måneden, hvor der er god mulighed for at stille spørgsmål og hilse på hinanden. Bemærk, at der ikke mere står fly ved vores klubhus på Kildedalsvej, da flyene i dag står i Roskilde Lufthavn.