Vi søger fremtidens flyveplads

– et åndehul for flyvning, natur og lokalsamfundet

En orange flyvemaskine med flere børn og en voksen omkring, nogle børn har hjelme på, og de ser ud til at være ved at klargøre flyveturen.
En rød flyvemaskine kører på landingsbanen omgivet af grønne træer og åbent landskab.

Vi ønsker en plads tættere på lokalsamfundet, hvor vi kan invitere foreninger, børnehaver og familier til at bruge vores faciliteter og opleve flyvning på nært hold - som vi har gjort det i Måløv i 38 år.

Vores vision er en plads, der kombinerer luftens oplevelser med naturens ro. Græsarealer plejes, så de skaber levesteder for dyreliv og vilde planter, samtidig med at området bruges til flyvning og fællesskab. Vi ønsker en flyveplads, hvor pilotaspiranter, lokale og naturen kan trives side om side.

En gruppe voksne og børn står omkring en gul kunstdragt, ude i det grønne landskab på en solskinsdag.

Fremtidens flyveplads

Mere end en landingsbane

En flyveplads kan være meget mere end en landingsbane. Den kan være et grønt rekreativt bælte, hvor naturen omkring får lov at være lidt vildere, og hvor der er plads til fællesskaber og aktiviteter, der har brug for åbne arealer. Her mødes fly, fællesskab og friluftsliv, med aktiviteten i balance med naturen omkring. Naboer, børn og foreninger er velkomne, også selvom de ikke vil med op og flyve.

Et sted at lære

Her kan man lære af hinanden. I et makerspace kan unge og erfarne bygge modelfly side om side, mens der i et hjørne måske står et par rigtige fly under opbygning fra byggesæt. Det er projekter, man kan følge fra første spant til første flyvning. Lokale spejdere kan prøve kræfter som luftspejdere og lære om vejr, navigation og flyvning. Flysimulatorer, drone- og modelflyveklubber og måske endda ballonfolk kan også finde et fast hjem.

Et sted at være

Arealerne omkring banen har plads til discgolf, leg og klatring, indhegnet hundetræning og udendørs fitness, og shelters giver mulighed for at overnatte under åben himmel. Fra et udsigtstårn kan cyklister, hundeluftere og folk på aftentur kigge ud over det grønne bælte og med lidt held se et fly komme ind til landing.

Et sted for alle

I Måløv stod vores klubhus og udearealer åbne for familier, børnehaver og fritidsinstitutioner, der kom med madpakken og blev hængende for at se flyene. Den åbenhed vil vi gerne tage med videre. Med borde, bænke og læ kan en ny plads blive et udflugtsmål for hele lokalområdet, og et sted, der også sender gæsterne videre til områdets caféer og butikker.

Fremtidens flyveplads skal formes i fællesskab. Derfor hører vi gerne fra skoler, foreninger og erhvervsdrivende, der vil være med.

Natur og lokalmiljø: Næsten dobbelt så mange arter

På Arter.dk er der registreret 280 arter på og omkring vores plads i Måløv. Det er næsten dobbelt så mange som gennemsnittet for omkringliggende områder af samme størrelse. Vi så selv småfugle, harer, ræve og agerhøns, og på listen står også rådyr, fem arter flagermus, markfirben, spidssnudet frø, nattergal og rød glente. Tallene afhænger også af, hvor folk har kigget, men de tyder på, at en flyveplads giver plads til naturen.

Forklaringen er enkel. En flyveplads er et grønt område, der passes og plejes skånsomt, og det meste af tiden er der ro. Folk har en naturlig respekt for en landingsbane, og det giver dyrene fred.

Kun selve banen bliver klippet kort. Resten får lov at vokse i forskellige højder, og hver højde giver plads til noget forskelligt. Det korte græs er fødesøgningsområde for harer og for fugle, der finder insekter og orm. Det halvhøje græs giver skjul og redepladser til jordrugende fugle som agerhøns. Det høje græs langs kanterne er levested for insekter og smågnavere og dermed føde for flagermus og rovfugle som rød glente. Vi slår først de høje partier, når fuglene er færdige med at yngle, og dyrene vænner sig hurtigt til flyene.

Hvor alternativet er nye bygninger, veje eller intensivt landbrug, bevarer en flyveplads et stort, åbent og grønt område. Når vi søger om og anlægger en ny plads, rådfører vi os med eksperter og kommunen, så vi beskytter den natur, der er, og hjælper med at gøre den endnu rigere.

Kilder: Arter.dk: fund på og omkring pladsen i Måløv

Lille moderne fly, lille lyd

Står du ved siden af flyet, når det starter, hører du motoren. Men allerede fra den anden ende af banen, omkring 300 meter væk, lyder en start som en fjern plæneklipper. Da en journalist besøgte vores plads i Måløv i forbindelse med lukningen, blev han overrasket, da et fly pludselig landede på banen. “Jeg hørte det jo slet ikke” sagde han.

Sådan er det med ultralette fly. Hører du et fly over hovedet og kigger op, er det nok et tungere privatfly, en helikopter eller et trafikfly. Du ser os måske, men du hører os ikke i luften.

Forklaringen er enkel: Vores fly er små og lette, og de flyver med moderne motorer. Mange klassiske privatfly er derimod bundet af certificeringskrav og flyver stadig med årtier gammel teknik. Vores to skolefly fra 2021 og 2025 vejer hver lidt over 300 kg, under halvt så meget som et traditionelt privatfly - ellers seks gange mindre end en EL-bil. Ifølge Miljøstyrelsens tal udsender et ultralet fly omkring ti gange mindre lydenergi end privatfly som Cessna og Piper. Lyden er samtidig lysere i tonen, så den hurtigt dæmpes af atmosfæren.

Resultatet kunne aflæses i Måløv. I de 38 år, Albatros fløj derfra, fik kommunen kun én klage, tilbage i 1996 – dengang vi fløj med “flyvende tørrestativer” med totaktsmotorer. Det skyldtes ikke kun flyene, men også at vi tog hensyn. Vi lagde ind- og udflyvningen, så naboerne fik mest mulig ro, og vores egne regler var strengere, end miljøtilladelsen krævede.

Sådan bliver det også på den nye plads. Inden vi går i gang, får vi lavet en uafhængig støjberegning efter Miljøstyrelsens regler.

Kilder: Miljøstyrelsen: støjtal for fly · Ballerup Kommune: ingen registrerede klager siden 1996 · Cessna 172: vægt for et traditionelt privatfly