Indtagelsen foregik helt efter bogen: med flyvelederens tilladelse og uden at røre ved noget
Onsdag den 11. november havde turudvalget igen trukket i de rigtige tråde. Vi mødtes kl. 19.00 til et besøg, der var sat til to timer. Vi gik først hjem tre timer senere, og ingen af os havde opdaget, at tiden var gået.
Vi lagde ud i kontroltårnet hos Naviair. De fleste af os taler med tårnet, hver gang vi taxier ud, ofte lidt for hurtigt og med en readback, der ikke altid er helt komplet. Nu fik vi endelig set, hvordan det ser ud fra den anden ende af frekvensen, og svaret er overraskende analogt. I Roskilde styres trafikken stadig med strips, små papirstrimler i plastholdere. Der er strips til lokalflyvning, strips til strækflyvning med flyveplan og en plastholder til biler på banen. Flyvelederen flytter dem rundt mellem sektionerne på stripboardet i takt med, at trafikken bevæger sig fra hangarområdet ud ad taxivejene, over på banen og op i luften. Strips kommer og går med rørpost, som i øvrigt drives af en støvsuger fra Nilfisk. Kastrup er gået over til skærme, men Roskilde holder fast i papiret, og efter forklaringen forstod vi godt hvorfor. Vi lærte også, hvordan flyvelederne bruger vinduerne, og det handler om meget mere end at kigge ud og håbe på det bedste. Der var ellers ikke meget liv på pladsen den aften. Det eneste fly var et fly med MEDEVAC status, som formentlig skulle et sted hen i landet med noget vigtigt om bord.
“Myldretid” i Roskilde og en masse lys.
Der var begrænsninger på fotografering i tårnet, så du må tage med næste gang vi besøger tårnet.
Snakken bevægede sig fra fraseologi og readbacks til sjove episoder og gode råd til os på frekvensen. Det taler vi om på næste klubmøde, så alle kan få glæde af det. Om tårnet nogensinde har opfordret et par jagerfly til en flyby, ville flyvelederen hverken be eller afkræfte, men smilet talte for sig selv.
Derfra gik turen til brandstationen, og som lovet i invitationen stod vi og måbede som små drenge foran et legetøjskatalog. CPH Roskildes brandmand Martin tog imod og viste de to brandbiler frem. De kan sende 3.000 liter vand af sted på ganske kort tid. Vi fik forklaret, hvornår man bruger vand og hvornår skum, og hvad forskellen er på den store og den lille sprøjte. Til sidst kom lyset og alt det udstyr, der er gemt i hvert eneste skab og hjørne.
Den store og den lille sprøjte i aktion. Heldigvis var det ikke vores hangar, de øvede på.
Panelet til pumpe og skum. Flere knapper end i de fleste af klubbens cockpits, og alle kan noget.
Bag legetøjet ligger der et seriøst beredskab. Fra alarmen går, skal brandfolkene kunne være ved enhver baneende inden for 90 sekunder. De fortalte om tidligere udrykninger og om samarbejdet med de lokale brandfolk.
Udsigten fra førersædet, med røgdykkerudstyret klar bagved. En flabet sjæl påstod, at sædet sidder i midten, så brandfolkene, der jo ikke er piloter, kan holde sig på midten af de gule streger på taxivejene.
Til sidst kiggede vi på snerydningsmaskinerne og på lufthavnens John Deere. Den er gul, for på pladsen skal alle køretøjer være gule. Aftenens eneste skuffelse var at Olsgaard ikke nåede at se Saab'en, lufthavnens tidligere friktionstester, da den stod et andet sted i lufthavnen. Den har vi så til gode til en anden tur.
Snerydningsmateriellet. Når den kommer, flytter man sig.
Som tak for en rigtig god aften fik både tårnet og brandstationen en dåse Quality Street. Vi vil også gerne gengælde besøget. Når vejret arter sig, inviterer vi brandfolkene og CPH over i hangaren, så de kan se tingene fra vores side.
